God sommerferie

Kære kolleger i Herlev lærerforening
Sommeren står for døren, og inden vi alle går på en velfortjent ferie, vil vi gerne sende jer en varm sommerhilsen og et par ord med på vejen.
Det har været et begivenhedsrigt år, og vi glæder os over, at der nu er udsigt til styrkede rammer for vores fælles arbejde. Med udsigt til, at der i budgetforhandlingerne kan findes ekstra midler til almenskolerne, har vi håb om, at der kan sikres bedre vilkår for både eleverne og jer. Vi ved der er brug for det. Alt for mange oplever stadig et for dårligt arbejdsmiljø, specielt med at stå alene i klasserne i alt for mange timer, med en stor og meget forskellig børnegruppe. Vi forventer derfor, at de nye midler bliver brugt på nye kolleger, der sammen med jer kan gå ud i klasserummet, og få det hele til at spille.
Samtidig ser vi positivt på, at der er tales om at matrikelskolerne igen skal være selvstændige skoler - fra tre til fem skoler i kommunen. Det er en investering i fremtiden, og vi håber de mindre skoler vil skabe bedre fysiske rammer, mindske trængslen og give plads til mere nærværende undervisning og stærkere fællesskaber. Vi ved der enkelte steder er bekymring for, om planenerne vedr. en ny skole i Marielundskvarteret dermed bliver skrinlagt, og om det store arbejde med etablering af fælles udskolinger vil være spildt. Det håber vi ikke, og vores forventning til at de mindre skoler løfter vores elevers trivsel og tilhørsforhold er, at dette løft bæres ind i deres sidste skoleår i en mindre udskoling – også på den nye skole.
Vi glæder os til at se jer til div. arrangementer i vores lille forening, først til vores efterhånden traditionelle grillarrangement fredag i uge 32, så til medlemskurset d. 23-24 januar på Frederiksdal, og sluttelig til generalforsamlingen i marts.
Men først og fremmest håber vi, at I alle får mulighed for at koble af, nyde sommeren, læse en bog, drikke en drink, glemme jeres arbejde, lukke for Aula, passe jer selv, jeres familie og venner og bare lade stå til. Tak for jeres engagement og jeres vedholdenhed i vores fælles bestræbelser på hele tiden at gøre arbejdslivet på Herlevs skoler bedre. Ha’ en formidabel sommer!
Med venlig hilsen
Herlev Lærerforening